GENERALFORSAMLING - Referat af generalforsamling 18. april 2026

Lørdag d. 25. april 2026

 

Dato: Lørdag den 18. april 2026

Sted: Mønshallerne, Stege

Tid: Kl. 10.00 –15.00

 

 

Fremmøde: 142 personligt fremmødte og 42 fuldmagter. I alt 184 stemmeberettigede. 

 

1. Velkomst  

Formand Alex Friis Hansen bød velkommen.

Anders Stoltenberg blev valgt som dirigent, og Jens Mikkelsen som referent.

Generalforsamlingen blev konstateret lovligt indvarslet via mail og på hjemmesiden den 2. april 2026. Mødet blev lydoptaget til brug for referatskrivning. 

Til stemmetællere valgtes: Dorte Egestad, Nils Kofod, Torben Heilesen, Jørgen Alfastsen, Steen Bjerggaard, Karin Hansen og Ulrik Stæger. 

 

2. Formandens beretning om digelagets aktiviteter i det forgangne år    

Formanden fremlagde bestyrelsens beretning.
De centrale punkter var følgende: 

Hjemvisning og annullering af tilladelse til at opføre bølgebrydere

Vordingborg kommunes vedtagelse i december af at fremme kapitel 1a processen

Den lange ventetid, revision af skitseprojekt til helhedsplan, risikovurdering, midlertidige afværgeforanstaltninger: beredskabsplan, anskaffelse af 600 fyldte big bags, Vordingborg kommunes godkendelse af, at stenene på Fællesskov Strand foreløbig kan blive liggende, det konstruktive samarbejde med kommune og rådgiver, den store opbakning fra medlemmerne og det gode samarbejde i bestyrelsen.

 

Et medlem gennemgik forløbet siden stormfloden i oktober 2023 med blandt andet ni generalforsamlinger og fandt, at processen havde været meget langsommelig. Han var tilfreds med, at der nu var vedtaget en kapitel 1a proces. 

 

Formanden bemærkede hertil, at ønsket var at sikre os så godt og hurtigt som muligt, hvor det blev vurderet at stå værst til. Bestyrelsen havde gjort, hvad den kunne; det skyldes ikke en fejl af bestyrelse og generalforsamling, at kommunen gav tilladelse til de 5 bølgebrydere for 1,5 år siden.

 

Beretningen blev herefter taget til efterretning. 

 

Beretningen kan downloades her: Bestyrelsens beretning (pdf - 108 kb)

 

3. Kommunalt fællesprojekt (kap. 1a) – Orientering        

Rådgiver Peter Fløcke Klagenberg, COWI, gennemgik slides med kort over højdeforhold i digelagets område. 

Peter F. Klagenberg gennemgik de udfordringer og risici, der er for vores diger og bemærkede blandt andet, at der fremadrettet arbejdes videre med et fælles sikringsniveau på 2,54 m DVR90.

 

Hvor der er mulighed for at bølger kan optræde og erodere kystbeskyttelsen, skal der desuden medtages et bølgetillæg ved bestemmelsen af digets kronekote. Dette gælder nordre dige. Bølgetillægget kan først beregnes, når type og udformning af kystbeskyttelsen er fastlagt.

Nordøstre Dige og Teglværksdiget har betydelige lunker. 

Peter F. Klagenberg orienterede desuden om overvejelser med diger i skovområdet, der er i grundejerforeningens regi.

 

Et medlem opfordrede til at fokusere på indsatser, hvor der er flest huse, da det giver mest for pengene.

Et medlem spurgte, om der kom økonomiske overslag i dag. Peter F. Klagenberg oplyste, at det kom der ikke. 

Et medlem var overrasket over, at Søndre dige også skulle forhøjes. Peter F. Klagenberg oplyste, at dette er tilfældet og hele tiden har været en del af fase 3. 

 

Kyst - og Vandløbsmedarbejder Henrik Vinge Karlsson, Vordingborg Kommune, gennemgik rammerne for Kapitel 1a processen. Det er en meget grundig proces, som der også er fordele ved, hvis de fleste kan se sig i projektet. Undervejs er der mulighed for at klage. Kommunen er opmærksom på, at der er mulighed for at søge midler i de statslige puljer: Kystpuljen og Klimatilpasning 2.

 

Et medlem spurgte, om der skulle være en samlet plan, før den kunne godkendes. Dette bekræftede Henrik Vinge Karlsson. Det skal være et samlet projekt med en samlet beskyttelse ud fra et fælles sikringsniveau.

 

Flere medlemmer spurgte til udgiftsfordeling til sin tid. Desuden om en øget beskyttelse af Ulvshalevej kunne medføre, at kommunen, som vejejer, kunne pålægges bidrag. Henrik Vinge Karlsson oplyste, at udgiftsfordelingen generelt er meget kompliceret. Der kan godt ske en fordeling, der inddrager nytteværdien af, vejen bliver bedre beskyttet. Udgifter til rådgivning opføres særskilt og medtages i opgørelse af bidrag.

 

Der kan ikke rettes på tinglysninger bagudrettet i forhold til bidragsfordeling.

 

Et medlem spurgte til en tidsplan. Henrik Vinge Karlsson svarede, at det i Præstø forventes at tage cirka fem år – og i Nordsjælland mere end ti år. Vi havde fordel af at være i gang med et etableret digelag. 

 

Indlæg fra Rådgiver, specialist Peter Fløcke Klagenberg, COWI, og 

Kyst - og Vandløbsmedarbejder Henrik Vinge Karlsson, Vordingborg Kommune

kan downloades her:

Download: Indlæg fra COWI (pdf - 4,7 MB)

Download: Forklarende noter til indlæg fra COWI (pdf - 84 kb)

Download: Indlæg fra Vordingborg Kommune (pdf - 831 kb)

 

4. Godkendelse af revideret regnskab 2025    

Statsautoriseret revisor Jesper Bo Winther, Øernes Revision, gennemgik regnskabet. 

 

Et medlem spurgte til indeståendet i Møns Bank på over 2,5 millioner kr. Kassereren oplyste, at man løbende prøver at finde en yderligere bank, men det er vanskeligt for foreninger at få banker til at modtage penge, når det kun drejer sig om en opsparing. 

 

Et medlem spurgte til fordoblingen af lodsejerbidraget. Kassereren oplyste, at det er godkendt af kommunen. 

Lodsejerbidraget er uændret i forhold til 2025.

 

Regnskabet blev herefter enstemmigt godkendt. 

 

5. Forelæggelse af budget for 2026    

Kassereren forelagde budgettet, som blev indsendt til kommunen allerede i juni 2025 iht. vedtægterne. Bidragets størrelse fra 2025 blev fastholdt for at opbygge en reserve, da beholdningen i katastrofefonden er meget lav.

Digelaget er desuden nødt til at lægge ud for udgifter til §1a-processen, men der er ikke budgetteret med et beløb som er indeholdt i bidraget. Udgifter til denne post vil senere blive opkrævet iht. den bidragsfordeling, som fremadrettet bliver gældende.

Budgettet blev taget til efterretning uden bemærkninger. 

 

6. Behandling af indkomne forslag            

Forslag 1: Vedtægtsændringer. 

 

Forslag 1A: Ændring af § 2, stk. 1. 

Forslaget blev enstemmigt vedtaget. 

       

Forslag 1B: Ændring af § 10, stk. 2.

Forslaget blev enstemmigt vedtaget. 

 

Forslag 2: Regler for bestyrelsens ansvarlighed i pengesager. 

Pga. overlap med forslag 4 blev afvigelserne mellem forslag 2 og 4 bragt til afstemning, inden der blev stemt om forslag 2

1. ændringsforslag:  ”enkeltvis” udgår

2. ændringsforslag: Under pkt. 1.1 Akutte beslutninger nedsættes beløbsgrænsen fra 1.000.000 kr. til 500.000 kr. 

 

Begge ændringsforslag blev forkastet med klart flertal. 

 

Forslag 2 blev herefter vedtaget med klart flertal i sin oprindelige form. 

 

Forslag 3: Suppleanters deltagelse i bestyrelsesarbejdet. 

Et medlem støttede forslaget. Formanden fandt, at det pålagde suppleanterne et for stort arbejde, som de måske ikke var indstillet på. Bestyrelsen ønsker at fastholde nuværende ordning hvor suppleanter inddrages efter nærmere vurdering og aftale med de enkelte suppleanter. Formanden påpegede, at det aldrig har været almindelig praksis i digelaget, at suppleanter deltager i bestyrelsesmøder.

Forslaget blev forkastet med klart flertal. 

 

Forslag 4: Klarere regler for bestyrelsens ansvar i pengesager. 

 

Forslaget blev behandlet under forslag 2 og blev trukket. 

 

Forslag 5: Oprettelse af arbejdsgruppe for digitalisering og systemunderstøttelse. 

Forslagsstilleren understregede, at forslaget var gratis for digelaget. Enkelte medlemmer anbefalede forslaget. Enkelte medlemmer var skeptiske. 

Formanden frarådede forslaget da det ville påføre bestyrelsen et ekstra arbejde.

 

Forslaget blev herefter trukket. 

 

Forslag 6: Oprettelse af arbejdsgruppe for leverandørstyring og kontrakter. 

 

Forslaget blev trukket. 

 

Forslag 7: Ændring af frist for indsendelse af forslag til ordinær generalforsamling. 

 

Forslaget blev forkastet med klart flertal. 

 

Forslag 8: Digelagets bestyrelse retter henvendelse til Vordingborg kommune og beder dem invitere Kystdirektoratet til et orienteringsmøde for digelagets medlemmer. 

 

Formanden vil gerne holde et møde med kystdirektoratet og andre relevante deltagere. 

Et medlem spurgte om, hvad vi ville få ud af et møde.  

Henrik Vinge Karlsson, Vordingborg kommune, oplyste, at Kystdirektoratet gerne deltager i møder.

 

Forslaget blev trukket.

 

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer     

Der skulle vælges tre bestyrelsesmedlemmer. Fem medlemmer opstillede til valget. 

 

Skriftlig afstemning gav følgende resultat: 

 

Mogens Kornbo                  138   stemmer

Pia Stoklund Winther          135   stemmer

Alex Friis Hansen               130   stemmer

René Thorny                         50   stemmer

Jørn Christoffersen               26   stemmer

 

Mogens Kornbo, Pia Stoklund Winther og Alex Friis Hansen fortsætter i bestyrelsen.

 

8. Valg af to suppleanter    

Tre medlemmer opstillede til valget. 

 

Skriftlig afstemning gav følgende resultat: 

 

Poul Andersen                    144   stemmer

Ole Lie                                 130   stemmer 

René Thorny                         46   stemmer

 

Poul Andersen og Ole Lie er valgt som suppleanter.

  

9. Valg af revisor               

Øernes Revision, blev genvalgt. 

 

10. Eventuelt     

 Formanden oplyste, at næste ordinære generalforsamling finder sted lørdag den 10. april 2027. 

Formanden takkede for god ro og orden. 

 

 

Dirigent: Anders Stoltenberg 

 

Referent: Jens Mikkelsen 

 

Formand: Alex Friis Hansen